af Per Kr. Madsen
Han elskede Museet – og dermed menes Nationalmuset, hvor Olaf Olsen som ung student i 1950 tiltrådte sin museale og forskningsmæssige løbebane. Olaf Olsen var søn af professor i historie Albert Olsen og Agnete Olsen, født Bing, og dermed præget af sin fars folkelige oprindelse, sin mors herkomst i det københavnske og jødiske storborgerskab samt ægteparrets stærke politiske engagement. Det første kostede vistnok af og til øretæver, det sidste medførte flugten til Sverige under besættelsen, efterfulgt af hjemkomsten som medlem af Den danske Brigade ved befrielsen i 1945 samt i nogle år et efterfølgende engagement på den politiske venstrefløj. Studierne ved Københavns Universitet afsluttedes i 1953 med hovedfag i historie og bifag i geografi, kronet i 1966 med den normative disputats ”Hørg, hov og kirke”.
Da Olaf entrede Nationalmuseet i 1950 og endnu længe derefter var det reglen, at man blev, hvor man begyndte, og med fastansættelsen som museumsinspektør i 1958 på 2. Afdeling, Middelalderen, var løbet i gang. Men Olaf tog en frugtbar afstikker, da han i 1971 blev kaldet til Lærestolen i Middelalder-arkæologi ved Aarhus Universitet, hvor han var professor, indtil han vendte tilbage til Nationalmuseet som rigsantikvar og direktør i 1981. På Moesgård grundlagde og formede han middelalder-arkæologien som universitetsfag i Danmark. Han medbragte til Århus et ry og i særdeleshed en viden, som gjorde hans undervisning til ren Master Class i de dele af faget, der i særdeleshed var hans, nemlig de middelalderlige kirkebygninger og deres arkæologiske udforskning, men byerne kom snart til, og i form af et helt korstog til Libanon og Syrien også disse landes korsfarerarkitektur og siden hele det baltisk-russiske landskab. Særlig yndet blandt de studerende var hans ”aktuel orientering”, hvor et gennemført mesterstykke var hans gennemgang af historikeren og arkæologen Vilhelm la Cours oldingeværk om de danske borge, han, som i sin tid kappedes med Olafs far om professoratet, samtidig med, at de to stod milevidt fra hinanden. Her sparede man som studerende ugers læsning ved blot at notere ned, hvad Olaf sagde. For sådan var det, vi hørte godt efter og var de pæne studerende på Moesgård, hvor der i begyndelsen næppe var rum at få. Olaf og fagets sekretær deltes om et minikontor, hvor studienævnsmedlemmerne under møderne sad oven på bøgerne i sofaen.
Ingen fik vist andet indtryk, end at Olaf, som det er sagt om ham, tidligt bar marskalstaven i sit tornyster. Desuden var han en nådesløs tugter af dårligt sprog, notegriseri, dunkelt tænkte argumenter, udbredelseskort og talmagi – ved indledningen til kurset i metode var det ham om at gøre, at vi indså, at der i det store hele var tale om at holde sig til den sunde fornuft. Pædagog – nej, hverken i datidens eller dagens forstand, men normsættende, det var han, og det vil han forblive også efter sin død, for han efterlod et videnstungt humanistisk fag, der på frugtbar vis skal og må indbefatte såvel arkæologiens monumenter og genstandsfund som de skriftlige kilder og hele middelalderens rige billedverden og åndelige tradition. Men nogen ynder af mere indfølende eller kirkeligt forstående tilgange til stoffet var han ikke, og dermed tegnede sig en frugtbar forskel til broderfolkets middelalder-arkæologiske tradition på Lunds Universitet, inkarneret af professor Erik Cinthio.
Da så posten som rigsantikvar og Nationalmuseets direktør blev ledig i 1981ved P.V.Globs afgang, skulle Olaf ingen steder. Efter en ihærdig indsats i Forskningsrådet gjaldt det nu igen professorgerningen på fuld kraft. Men da skrev Erik Kjærsgaard sin kronik i Politiken, og hvem der finder en sådan kåringshymne på sit bord, må lyde pligtens lov. Samme formiddag mødte Olaf op på Moesgaard og var tydeligvis allerede tiltrådt. Avisen bar han under armen. Ansøgningen var afsendt. I hans tid blev Nationalmuseet noget nyt og andet, såvel hvad dets styreform som dets mål og dets fremtræden angik. At afskaffe den kollegialt valgte ledelse lykkedes kun ved at antyde muligheden for rigsantikvarens fratræden, den eneste gang, han gjorde det, men vist er det, at den store og altomfattende ombygning af Prinsens Palais, der i parløb med formanden for Egmontfonden, Esben Dragsted, der var en afgørende kraft i sagen, blev afsluttet 1992, var en bedrift, der sikrede museets mulighed for at kunne tiltrække sine gæster gennem udstillinger af helt særlig art. Uden Egmonthallen havde vores 37 meter lange vikingeskib ikke kunnet indlede sin Europaturné i hjemhavnen Prinsens Palais. Nu stiler vi mod nye forandringer, og det i Olafs ånd.
Egentlig holdt Olaf vistnok ikke så vældig meget af forandringer. I hvert fald ikke i sine næromgivelser. Attack på det ærværdige direktørkontors indretning under hans eftermænd kunne udløse vældig vrede, og i mit tilfælde blev det over en kop the venligt påpeget, hvordan tingene igen burde blive – ”og så får du Sophus Müllers lampe igen”. Museet, dets historie, kvalitet og traditioner skulle holdes i hævd, og den mest isfrysende, nådesløse kritik, jeg har hørt ham komme med, var, da han om én sagde, at ”han elskede ikke museet”.
I november 2014 modtog Olaf Olsen i Videnskabernes Selskab, hvor han blev medlem i 1979, og af Majestætens hånd Ragna Rask-Nielsens Forskningsfonds store pris. I sin tak måtte han rette lidt på anbefalelsestalens årstal for, hvornår hans første publikation udkom. Det var nemlig hele 60 år siden. På det billede, der blev vist ved denne lejlighed, så man Olaf foran reolen med Den Store Danske Encyklopædi, hvis 20 bind han alene læste igennem i manuskript fra ende til anden, for bl.a. at se, om nu Olsen forstod det hele. På samme måde var det med hans to udgaver af Politikens og Gyldendals Danmarkshistorie. Ingen tvivl om, at han anså Encyclopædien og Danmarkshistorien for resultater af samme betydning som Nationalmuseets ombygning og dermed et udtryk for, at han, om end ikke altid så folkelig i sin form, dog som museumsmand følte en påtrængende og uafviselig forpligtelse til at stille al tilgængelig viden frit frem for folk. Kvalitetsviden, forståes.
Nætter som dage blev brugt, for søvn behøvede han knap nok, og kaster man et blik på Olafs videnskabelige produktion, tegner der sig et billede af, hvordan han målrettet fik præget vikingetidens og middelalderens arkæologi med sine resultater. I 1950-erne gjaldt det, i fællig med Elna Møller, arkitekt og redaktør ved Nationalmuseets bogværk Danmarks Kirker, udgravningerne i de danske landsbykirker, hvor sporene af ældre trækirker kom for dagen, om end ikke i nær alle de undersøgte kirker. Retten var sat til opgør med ældre forskning, og disputatsen fra 1966 blev et oprydningsarbejde, hvor de foregående generationers sammenvæv af hedenolds mumlende mytologi og traditioners tvang udrensedes af såvel Sune Lindqvists tempel i Uppsala som Einar Dyggves trekantvi i Jelling. Kun arkæologien vil kunne bringe troværdigt nyt, lød det, og til Olafs fortjenester hører, at han for få år siden var stærkt medvirkende til, at Nationalmuseet med støtte fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal over en bred front og under ledelse af forskningsprofessor Lars Jørgensen kunne iværksætte et forskningsprojekt om netop Førkristne Kultpladser. Et helt nyt billede tegner sig, og det er så langtfra idyllisk. Selvsagt sad Olaf med i styregruppen, og han ville have glædet sig over, at vi nu også har fået mulighed for ved opkøb at sikre nogle af de arkæologisk mest givtige arealer for den fremtidige forskning. Samtidig fulgte han aktivt med i vores Jellingprojekt, som seniorforsker Anne Pedersen står i spidsen for. Omkring to hundrede års samlede arkæologiske udforskning udgør fundamentet for dansk historie af et europæisk format, ingen havde kunnet drømme om. Detailler i udgravninger og murværksundersøgelser i Jelling blev diskuteret og vendt, og unge forskere set an. Holdt de sig nu i skindet - en medvirkende årsag hertil er, at Olaf indprentede os som arkæologer at huske, at arkæologien er en ødelæggende teknik, al den stund at det, vi graver bort, er for altid væk. På vikingeborgen Fyrkat, som Olaf stod for at udgrave, efterlod han en hel fjerdedel urørt af hensyn til kommende kollegers mulighed for at bringe ny teknik i anvendelse. Selv viste han ved sine efterundersøgelser på Trelleborg, hvor vigtigt netop dét var.
Skuldelevskibene, de fem vikingeskibe i Peberrenden i Roskilde Fjord, var et andet mesterstykke, udgravet i nøje kompagniskab med Ole Crumlin-Pedersen. Sammen med Trelleborgene bragte de vikingetiden i fornyet fokus, og bidrog via deres betydning for netop Roskildes historie, hvor Olaf havde gravet i byens ældste kirker, til hans interesse for de danske byers alder og opståen. På dette område fik han sit nye fag, middelalder-arkæologien, oprustet på afgørende vis. Dér gav han det en metodik, en teknik og en forskningsmæssig platform foruden en plads i den antikvariske praksis, som i dag er naturlig, hvad den så langt fra var i 1970-erne. ”Projekt Middelalderbyen” gik i gang i 1976 og blev afgørende præget af Olafs faglige udgangspunkt som historiker og geograf. Studiet af alle relevante skriftlige som arkæologiske, geologiske og geografiske kilder skulle omsættes på kort – her tillod han faktisk udbredelseskort – for derved at opridse de ti udvalgte byers mest interessante problemstillinger, sådan som de ville kunne løses ved mindre, punktvise udgravninger. Her blev vi med tiden uenige, må jeg tilstå, for en dybere forståelse af byernes komplicerede fysik og dermed deres historie kræver et helt anderledes gravningsomfang og systematisk inddragelse af samtlige de tusindvis af genstandsfund. Udover datidens begrænsede midler og hele den pionéragtige tilstand spillede uden tvivl også kirkearkæologiens punktvise karakter en rolle for Olafs synspunkt. Men gennem ”Projekt Middelalderbyen” fik han etableret en rugekasse for sine studenter, som han med held fik afsat som museumsinspektører rundt omkring. Her hjalp ingen modstand fra den stedlige chef – ”Du husker vel nok, hvem der i sin tid hjalp dig ind, ikke?” Var man ikke selv helt med på hans planer for ens fremtid, kunne man godt føle, at ens markedsværdi for en tid sank en kende, men sådan var datidens ledere.
Favntaget ud i landet var bredt, og Olaf anså det som en bedrift at have tilbageerobret varetagelsen af de arkæologiske nødudgravninger til Nationalmuseet. I hans tid som rigsantikvar steg presset på de alt for små, statslige bevillinger stærkt, og til fortrydelse for flere lokale museer gik han – hvad der i almindelighed er det klogeste i den type sager - ikke offentligt ud med kritik deraf – kan hænde var han præget af den gamle skepsis, Nationalmuseet engang nærede mod tvangsforanstaltninger i form af ufrivillige fredninger? Bredden kom frem gennem deltagelse i utallige bestyrelser, også på de lokale museer, vel en 50-60 stykker, og et velment, videregivet råd lød: ”Du skal mødes med dem, når de vil snakke med dig”, …”og se nu, om du slår mig i bestyrelser”.
Olaf kom, så længe han kunne, på Nationalmuseet. Fast hver gang Danmarks Kirker havde udgivet endnu et nyt bind i sin løbende beskrivelse af det, som er Danmarks helt uden sidestykke enestående kulturarv, de mange velbevarede kirker. ”Hver af dem er som en boksekamp – og man skal begynde på nordsiden”, hed det, og Olaf gennemgik herudfra hvert nyt bind med forfatterne. Ville man det, kunne man altid få læst sit manuskript på forhånd, og troede man, det var unødvendigt, kom kommentarerne efter udgivelsen usvigelig sikkert sammen med takken for det tilsendte og en lille påmindelse om, at alt det, museet udgiver, skal du læse – på forhånd.
Olaf Olsen gik af som rigsantikvar og direktør for Nationalmuseet i 1995. Vi mindes ham med glæde, og ved beskeden om hans død gik flaget på halv fra Prinsens Palais. Vi husker ham som en af dansk humanistisk forsknings og dansk museumsverdens centrale skikkelser – for han elskede Museet.
Per Kristian Madsen.
